Categories
Nyheder

De Fakto bliver landsdækkende

De Fakto Landinspektører bliver landsdækkende

Det aalborgensiske landinspektørfirma er kommet mere end godt fra start. Siden virksomhedens opstart i oktober 2020 er virksomheden vokset til i alt 12 ansatte, heraf to nyansættelser i hhv. Odense og Taastrup. CCO og stifter, Jens Henrik Sørensen, glæder sig over den succesfulde start, men understreger, at det ikke er visionen at blive størst og stærkest:

Det er selvfølgelig med et glimt i øjet, at vi kan kalde os landsdækkende, da vi nu er repræsenteret i Jylland, på Fyn og Sjælland efter rekruttering af en meget erfaren rådgiver i form af landinspektør Jim Stabell Nielsen i Taastrup og teknisk designer, Christina Storm, i Odense. Det er vigtigt for vores kunder at have en lokal indgangsvinkel og derfor vigtigt for os. Men vores hovedfokus er at finde de rigtige kolleger, der deler vores værdier og kompetencemæssigt passer godt ind i De Fakto-teamet.

Både den lille og den store

Virksomheden har også haft vokseværk på kontoret i Aalborg, hvor den tidligere stationsbygning i Skalborg, er ved at være godt fyldt med skriveborde til seks landinspektører, en matrikeltekniker, jurist, landinspektørstuderende og to kort- og landmålingsteknikere fra HLM Landmåling, som virksomheden også deler kontor med på Sjælland og på Fyn.

COO og stifter, Martin Bak Rasmussen, fremhæver fordelen i både at være lille og agil og være en del af noget større, som en del af forklaringen på succesen:

Kunderne har vist os stor tillid, og vi mærker en stor lyst til at samarbejde med en lille landinspektørvirksomhed med erfarne kræfter bag. Vi har en agilitet, som kunderne ikke er vant til, og det oplever vi som en unik fordel. Samtidigt har vi, som en del af HLM Group, et stort bagland af knap 100 kolleger i søsterselskaberne i HLM Group; HLM Landmåling og SMT Nordic. Det giver os mulighed for at levere stort set alle kompetencer, kunderne efterspørger.

Forretningssans og sunde værdier skaber gode samarbejder

En del af succesen bunder også, ifølge Jens Henrik, i virksomhedens DNA og ønsket om at skabe en sund virksomhedskultur og sjov arbejdsplads:

Det har ikke været målet at vækste for enhver pris. Virksomheden er startet med både hjerte og hjerne, og det betyder, at der ikke kun er forretning og vækst for øje. Vi har haft en klar vision fra start om at ville drive forretning, baseret på en sund kultur og et godt samarbejde. Vores erfaring er, at det sker via åben kommunikation og respekt for alle kunder og kolleger, uanset position og deres rolle.

For kunderne lover de to stiftere fortsat et stort fokus på udvikling:

Vi har et virksomhedsmantra om, at vi vil udfordre kunderne, fx i alternative, brugbare løsninger til opgaverne. På samme måde ønsker vi, at vores kunder skal udfordre os. Vi lever af at levere en høj kvalitet i alle vores ydelser, og vi har konstant fokus på udvikling. Dette er efter vores mening afgørende for at forblive en attraktiv samarbejdspartner, afslutter Martin Bak Rasmussen.

Fakta:

• De Fakto er en del af HLM Group, som tæller virksomhederne HLM Landmåling, SMT Nordic og De Fakto Rådgivende Landinspektører. Sammen står de for at levere rådgivende, teknisk og moniteringsfaglig viden til blandt andet forsyningsselskaber, kommuner og ejendoms-, bygge-, og anlægsbranchen.

• HLM Group tæller samlet set knap 100 medarbejdere fordelt på syv kontorer landet over.

• De Fakto Rådgivende Landinspektører leverer professionel rådgivning til en række brancher inden for byggeri, ejendomme, klima, grundvand og forsyning.

• Virksomheden blev stiftet 1. oktober 2020 og tæller i dag 12 medarbejdere.